Behandlingsforløbet

Induktionsterapi

Behandlingen starter med en såkaldt induktionsterapi, som er den mest intensive kemoterapi i forløbet. Formålet med denne del af behandlingen er at udrydde kræftcellerne i blodet og knoglemarven. Der gives som regel to kure - hver af 8-10 dages varighed. Pausen mellem de to kure varer 4-5 uger.

Blodtransfusioner vil være nødvendige, fordi patientens egne blodceller og knoglemarv nedbrydes. Der gives også forebyggende antibiotika for at bekæmpe og forhindre infektioner.

Har patienten en genmutation, der kan behandles med såkaldt målrettet medicin, gives den samtidig med kemoterapien.

Konsolideringsterapi

Efter induktionsterapien undersøges knoglemarven igen. Hvis alle kræftceller er udryddet, følger en periode med konsolideringsterapi. Denne behandling består af en mildere form for kemoterapi. Formålet er yderligere at udrydde resterende leukæmiceller, hvorefter den normale knoglemarv på ny kan opbygges.

Hvor foregår behandlingen?

Behandlingen er tidskrævende, men kan ofte modtages semi-ambulant. Det vil sige, at patienten kan være hjemme det meste af tiden. Nye undersøgelser viser, at patienter trives bedre, når de er hjemme. Her er risikoen for infektioner som regel også lavest.

Behandlingen startes op og følges nøje på et af landets seks universitetshospitaler. Det er vigtigt at mindske risikoen for infektioner under behandlingen, hvor patientens immunforsvar er meget lavt. Derfor er det klogt at undgå smittekilder såsom offentlig transport, supermarkeder, biografer og syge personer - selv milde infektioner bør undgås. Et højt niveau af hygiejne i hjemmet er også vigtigt.

Patienten får sin kemo-medicin i en pumpe, der ligger i en rygsæk. Kemoterapien tilføres så over 24 timer direkte gennem Hickman-kateteret.

Desuden får patienten blodtransfusioner hver anden dag under kemo-behandlingen. Desuden måler patienten sin temperatur to gange i døgnet. Hvis der opstår feber eller tegn på infektion omkring kateter-indgangen, skal patienten møde ind på klinikken og for at blive behandlet med antibiotika. I nogle tilfælde vil en indlæggelse være nødvendig.

Stamcelletransplantation

Efter kemokuren undersøges blodcellernes DNA igen. Hvis de stadig indeholder celler med kromosomforandringer - dvs. kræftceller - efter den intense kemo-behandling, kan en stamcelletransplantation være den eneste mulighed for helbredelse. Den behandling kan fjerne sygdommen helt, men indebærer samtidig en betydelig risiko for alvorlige bivirkninger.

At finde en donor

En stamcelletransplantation kræver, at der findes en passende donor. Søskende med samme forældre har 25% chance for at have en passende vævstype. Der findes desuden et internationalt donor-register med ca. 20 mio. donorer. For etniske danskere er der ca. 80% chance for at finde en passende donor i dette register. Dette tal er lavere for visse etniske grupper.

Immunforsvaret nedsættes

Inden transplantationen kan gennemføres, er det nødvendigt at nedsætte immunforsvaret helt ved hjælp af kemoterapi og i nogle tilfælde også strålebehandling. Det betyder, at en ellers ufarlig infektion på dette tidspunkt kan udgøre en stor risiko. Derfor tilbydes behandlingen kun patienter, der vurderes at være stærke nok til at klare den.

To typer stamcelletransplantation

Der findes to former for stamcelletransplantation. Standard-behandlingen består af en intens kemo-kur, hvor patientens egen knoglemarv dør helt og herefter erstattes fuldstændigt af donorens. Svage patienter og patienter over 50 år gennemgår en mildere kemobehandling og knoglemarven erstattes gradvist af donorens stamceller. Dette kaldes en mini-transplantation.

I begge tilfælde foregår selve transplantationen som en almindelig blodtransfusion. Stamcellerne finder vej til knoglemarven ved den almindelige blodgennemstrømning. Herfra vil de opbygge en ny knoglemarv over de følgende 3-4 uger.

Afstødning

Ved begge former for stamcelletransplantation kan det ske, at de nye sunde donorceller medfører en afstødning i patientens krop, hvor donors celler angriber patientens raske celler. Mange organer hos patienten kan påvirkes af denne afstødning. Der gives derfor medicin, som dæmper patientens immunforsvar nok til, at kræftcellerne kan bekæmpes, mens påvirkningen af organer minimeres. Afstødningen er uforudsigelig og kan ske op til flere år efter behandlingen.

20% af de patienter, der modtager en stamcelletransplantation, overlever ikke. Patienten er derfor med til at beslutte, om denne behandling er risikoen værd.

Variationer af AML og behandlingsmuligheder

Behandlingen af AML i Danmark er meget ensrettet. Det vil sige, at alle patienter har mulighed for at få samme behandling uanset, hvilket hospital, de er tilknyttet.

Når en del patienter alligevel oplever, at behandlingen varierer, skyldes det, at AML ikke bare kan ses som én sygdom. Den kan skyldes over 200 forskellige former for kromosomforandringer i blodcellernes DNA, hvilket betyder, at behandlingen tilpasses den enkelte patient og dennes sygdom.

Nogle typer AML reagerer fint på kemoterapien. Andre typer kan bedst udryddes med en transplantation. Og for nogle af undertyperne er der udviklet specialiseret medicin, som kan supplere standardbehandlingen.

Der bliver forsket meget i de forskellige former for AML. Kortlægningen af kromosomforandringerne forbedres hele tiden, hvilket åbner op for mere individuel og målrettet behandling.

Siden 2005 har Danmark haft en fælles landsdækkende database, der løbende udfører kvalitetskontroller og sammenligner behandlingsresultater.

Alder og helbredstilstand har betydning for behandlingen

Det er ikke kun mutationens type, der bestemmer, hvilken behandling, en patient tilbydes. Alder og patientens eventuelle andre sygdomme - især i lunger og hjerte - er afgørende for, hvor hårdt, man kan sætte ind mod kræften.

Hvis patienten ikke er stærk nok til at modtage den intensive kemoterapi eller en stamcelletransplantation, vil livsforlængende og lindrende behandling i stedet være en mulighed.

Overordnet kan patienter under 70 år tilbydes en behandling som realistisk tilsigter, at der opnås varig helbredelse. Patienter over 70 år vil oftest modtage livsforlængende behandling i stedet, fordi den helbredende behandling kan være for stor en belastning.